Danish Defence Research Database

Danish

Udviklingen i anerkendelse af stater: Er der sket en udvikling i anerkendelseskriterierne af stater i nyere tid, og i så fald hvilken?

Student thesis: Master programme thesis

  • John Sværke
Stabskursus, Joint Senior Staff Course
Historisk set er stater blevet til ud fra den stærkes ret. De lande eller folk, der har formået at tilkæmpe sig et territorium og fastholde det, er ad åre blevet anerkendt som stat. Danmarks grænser har op igennem historien være noget foranderlige, for så i 1920 endeligt at falde på plads. Efter at USA løsrev sig fra England, opstod tanken om, at når en stat er løsrevet fra moderlandet og er effektivt virkende, er det at betragte som en stat. Effektivitetskriteriet blev det grundlæggende princip for anerkendelse af stater, og det er det, der afspejler sig i Montevideokonventionen fra 1933. Af Montevideokonventionens artikel 1 fremgår det, at stat er en stat, når den opfylder følgende kvalifikationer: 1. En permanent befolkning, 2. et fast defineret territorium, 3. en effektiv virkende regering og 4. evnen til at indgå relationer med andre stater. Eftersom disse kriterier er fastsat i 1933, kunne man formode, at der var sket en udvikling siden da. Formålet med specialet var derfor at analysere, om der var sket en udvikling i anerkendelse af stater efter 1990 – og i givet fald hvilken. 1990 blev valgt som skæringsdato, fordi anerkendelserne af de tidligere jugoslaviske republikker kom efter denne dato. Særligt Kosovo var interessant, fordi mange i det internationale samfund har stillet spørgsmålstegn ved det legitime i Kosovos uafhængighedserklæring og den efterfølgende anerkendelse, der fulgte af 56 lande. Kosovo kunne derfor være eksponent for eventuelt nye anerkendelseskriterier af stater. Et eksempel for en før-1990-anerkendelse af en stat er Taiwan. Landet opfylder Montevideokonventionen og den deklaratoriske teoris effektivitetsprincip, men landet er ikke anerkendt i verdenssamfundet af andet end 23 små og ubetydelige stater. Specialets problemformulering blev derfor med udgangspunkt i et tocasestudie med Taiwan og Kosovo at undersøge: Er sket en udvikling i anerkendelseskriterierne af stater i nyere tid, og i så fald hvilken? Til at undersøge dette blev følgende analysemetode anvendt: Hvad er der af relevante: 1. FN-traktater i forhold til de to lande, 2. International court of justice-afgørelser, 3. traktater, der var indgået vedrørende landets selvstændighed, 4. centrale aktørers udtagelser. Casen Taiwan viste, at selvom landet opfylder de normale anerkendelseskriterier og i en periode har været medlem af FN, er landet ikke blevet anerkendt, primært af to faktorer: 1. Hensynet til den regionale sikkerhed. Kina opfatter Taiwan som en del af Kina, til trods for at det har haft en selvstændig befolkning, territorium og regering side 1945. Kina henholder sig til FN-resolution 2758 fra 1971, som bortviser Taiwans leder Chiang Kai-shek og hans repræsentanter fra FN. Man forholder sig ikke til et eventuelt taiwanesisk medlemskab af FN. Kina har mere elle mindre indirekte benyttet sin militære dominans til at true andre lande fra at anerkende Taiwan som selvstændig nation. 2. Det andet forhold, der har gjort sig gældende, er hensynet til økonomi. De lande, der tidligere har anerkendt Taiwan som selvstændig stat, herunder USA, er sprunget fra undervejs. Økonomien har været en væsentlig faktor i det spil. De koblinger, man kunne forvente at finde i en case som Taiwan i forhold til folkeretten og sædvaneretten, fortaber sig i ovenstående realpolitiske betragtninger. Casen Kosovo viste, at der lå to væsentlige faktorer til grund for landets anerkendelse: 1. tilstedeværelsen af en humanitær katastrofe i landet, 2. og ønsket om en stabil region i Europas baghave. En yderligere væsentlig pointe i forhold til Kosovo er, at de lande, der havde anerkendt Kosovo, samstemmende udtalte, at anerkendelsen af Kosovo ikke var et eksempel til efterfølgelse. Konklusionen på specialet er, at der ser ud til at være sket en udvikling i anerkendelseskriterierne på baggrund af de to cases. De nye anerkendelseskriterier kunne se sådan ud: 1. En permanent befolkning 2. Et defineret territorium 3. En effektiv regering eller udsigten til en effektiv regering inden for en overskuelig årrække. 4. Som udgangspunkt uafhængighed fra moderlandet, hvilket dog kan fraviges, hvis andre tungtvejende argumenter taler herfor. 5. Tilstedeværelsen af en humanitær katastrofe. Det står imidlertid samtidigt klart, at mange faktorer vil være unikke fra det ene tilfælde til det andet, hvilket gør det vanskeligt at opstille en endegyldig teori, endsige beskrive universelle regler for anerkendelser af stater. De nye anerkendelseskriterier kan måske derfor bedst benyttes som indikatorer for anerkendelsesprocessen, mens den udslagsgivende stemme afgøres af den realpolitiske virkelighed.
LanguageDanish
Publication date2009

Documents

Log in to Pure